Lang vej til Aller løsning

Onsdag var der intense drøftelser mellem DJ og Aller Media/Grafisk Arbejdsgiverforening om en ny freelance-aftale
af  Hans Jørgen Dybro, faglig konsulent i DJ

Begge parter gjorde store anstrengelser for at forsøge at skabe den bedst mulige platform at fortsætte forhandlingerne på. Det er dog fortsat meget vanskeligt at se, hvordan det skal kunne lykkes at opnå et aftaleresultat inden der er truffet afgørelse i voldgiftssagen.

DJ har gjort det klart overfor Aller, at der nu afgives blokadevarsel, så en blokade i givet fald kan træde i kraft den 1. marts, hvor den gældende freelance-overenskomst udløber.

Der er hasteindkaldt til et forberedende møde i voldgiftssagen den 2. februar og parterne mødes til fortsatte forhandlinger om fornyelse af freelance-overenskomsten torsdag den 11. februar.

DJ's mandatgruppe mødes i den kommende uge for at drøfte situationen.