Op til 50.000 kr. i bonus for elev

Med vedtagelsen af ny lov om arbejdsgiveres elevrefusion er det nu muligt at søge om præmie og bonus på op til 50.000 kr. for indgåede uddannelsesaftaler med erhvervsuddannelseselever
(Information fra Industriens Uddannelser)

Den forhøjede præmie og bonus udbetales for uddannelsesaftaler indgået i perioden 5. november 2009 til 31. december 2010.

Præmien bliver udbetalt i prøvetiden hver gang eleven har været i praktik i 30 dage. Der udbetales 6.000 kr. for hver måned i prøvetiden – dog max. 18.000 kr. i alt. Hvis uddannelsesaftalen ophører, inden eleven har været i praktik i 30 dage, kan der ikke udbetales præmie for denne periode. Skoleperioder i prøvetiden tæller ikke med i opgørelsen af de 30 dage.

Bonus udgør 32.000 kr. og bliver udbetalt, når elevens prøvetid er afsluttet og elevens uddannelsesaftale fortsat består. Udbetalingen sker i to rater af 16.000 kr. Første rate udbetales 30 dage efter prøvetidens udløb og anden rate udbetales 90 dage efter udbetalingen af første rate.

Der udbetales ikke præmie for voksenelever, der er ansat med tilskud fra Jobcenter.

Præmie og bonus kan søges på AER Selvbetjening fra januar 2010. Du kan i øvrigt læse nærmere om ansøgning og frister hos Arbejdsgivernes Elevrefusion.

Læs mere her